Tagged af Kriss - og da jeg vil gøre temlig meget for hende, vælger jeg at svare. :-)

Jeg skal skrive 7 sandheder om mig selv - og derefter tagge 7 andre ....

1) Jeg vil så gerne, så genre, så gerne have et barn til :-(

2) Jeg kan mærke at depressionen fra begyndelsen af året lurer igen.

3) Det gøre mig bange.

4) Nr. 4 har jeg nu omskrevet og slettet 3 gang - så jeg lader den ligger.

5) Jeg elsker efterår, men mangle tid til at nyde det.

6) Jeg har en drøm om et hus der ligger på en bakke og derfra har man udsigten over hele verden.

7) Jeg vil ønske at der var en der kunne rede mig, så jeg ikke skulle gøre det selv.

Jeg tagger Den sure fordi jeg beundre hendes livskræft, og Nørkleren fordi hun er så god til at finde kernen i dagligdagen, og Summe - hvis hun orker at være med :-) Og det blev kun til 3, men mon ikke det går?

Næh, bloggen her går ikke. Jeg kan ikke finde ud af at være personlig uden at være privat, og desværre fylder de private ting rigtig meget for tiden. Så må jeg nøjes med de overfladdige ting, men det har jeg bare hverken energi eller overskud til.

Beklage meget, men bloggen sættes i bero et stykke tid endnu.

Man skal nok være kvinde og have en vist alder for at kunne huske henvisningen, men sådan en dag har jeg i dag. Det blev vist ikke bedre af at Olivia ville lege frisør med fetdede fingre.

Det eneste trøst er vist at man ikke kan have en bad hair day på nettet.

Der er kommet en ny pige i gården. Hun hedder J, er på alder med Olivia (8 dags forskel) og hun er på besøg hos sin nye papfarmor (ja, lidt kompliceret skal det være).

Vi sad så i sandkassen, Olivia, J, papfarmor og migselv. Vi to voksner prøvede at få pigene til at snakke sammen, eller lege sammen. Men der sad de bare, sådan lidt ved siden af hinanden og gravede lidt middelhjerteligt i sandet. Ingen øjnkontakt overhovedet. Papformor og jeg opgav til sidst og begyndte at snakke om noget andet. Lige pludselig hviskede Olivia til J: Skal vi ikke gå et andet sted hen?

Og så var de væk. Langt væk fra de indblandende voksner som hele tiden vil styre dem. Og uden opsyn fik de skabt en dejlig ny venskab. Olivia spurgte om J. måtte komme op til os og lege. Det måtte hun gerne. Og spise? Også det.

Opskriften på "Instant Friendship" må så være:

Tag 2 halvstore piger.

Tilsæt: intet.

Fremgangsmåde: Gøre intet.

Hvor var det hyggeligt. Olivia spiste mere aftensmad i dag end hun har spist mad hele ugen. Og pigerne rå hyggede sig. Til sidst måtte J. dog hjem, men der blev vinket fra altanerne på hver deres ende af gården. Og J. er ikke bare udnævnt til bedste venninde, nej, hun er blevet til Olivias søster. Det er da en ære!

Den der larve ... err ... hvad er det lige den vil gøre? Selvfølgelig er jeg lidt bekæmret for mit æbletræ. Træet er kun 2 år gammel og jeg vil helst give den en god chance for at overleve her i livet. Man er jo en hønemor og jeg har dårlig erfaringer med græshoppe sværme.

Jeg vil ikke rigtig fjerne larven (ved hellere ikke hvordan jeg vil gøre det uden at skulle røre ved den), for jeg er jo lidt stolt af at den har opsøgt lige netop min altan. Men jeg vil da også være forberedt: kommer den til at grovæde mit æbletræ? Forvandler den sig til en sommerfugl (err...efterårsfugl?) for så at grovæde mit æbletræ? Invitere den sin familie med oppe fra jorden (hvordan ER den kommet op på 4. sal?) så de kan grovæde alt på min altan?

Jeg har holdt nøje øje med den i dag. Den er virkelig god til at gemme sig, men jeg har luret den - de der geometriske former fremkommer ikke generelt i naturen. Jeg kan ikke se at den har spist noget endnu. Den bevægger sig langsomt rundt i træet - måske den vil finde den optimale sted? Men til hvad?

Jeg har prøvet at sørge på nettet og er kommet frem til at den nok er en slags geometridae, men der er åbenbart mange af slagsen og ingen af dem kan lide æbletræer. Måske er den også en birch mocha, men hvad ved jeg? Mon en "birch mocha" er navnet på natsværmen?

Så hvis der er nogle eksperter på området, høre jeg gerne fra jer!

Edderkopper? No problem. Slange? No problem. Skorpioner, kakalakker, biller, græshopper? No problem. Dem kan jeg klare. Jeg er jo afrikaner, og hvis man ikke kan overkomme sin frygt for sådan nogle daglidagsdyr, vil livet godt nok være surt. Og kedeligt, spærret inde som man ville være, i sin osteklokke.

På sammen måde kan jeg sagtens går tur gennem et veldt hvor gnuer og eland og kudu og jakkaler og geoparder og vortesvin færdes. Det er ikke fordi de ikke kan være farlige, man jeg ved jo hvordan de skal omgåes. Den slags lærer man fra barnsben af. Men du vil ikke få mig til at gå over en mark med almindelige danske mælkekøer. Glem det. Bæsterne er da fuldstandig uforudseelige. Man ved aldrig hvornår de vil dreje deres kæmpe hoveder mod en og slikker sig om munden. Man ved aldrig hvornår de vil begynde at følge efter en. Og hvad vil de så? Niksen, du, I må gerne beholde jeres køer.

Men der er sandlig også mange småkryb her i landet som er frygtindjagende. Frygtindjagende. Smag lige på ordet. Kan du mærke kuldegysninger? Sved på panen? Hjertebank? Kan du høre skrigen der danner sig helt ned i maven og kan klare alle oktaverne på vejen ud af din mund? Kan du mærke det? Er du med på hvad jeg mener?

Sådan har jeg det over for skovsnegle. Selvom jeg har gummistøvler og tykke sokker på, vil jeg krymme min tæer i frygt for at komme til at træde i nærheden af en. Dem jeg kan få øje på er slemme nok. Men dem der stadigvæk gemmer sig er langt værre. Intet kan gøres for mig. Ingen terapi kan hjælpe. Og jeg vil sandsynlig overføre min skræk til min stakkels danskfødte datter.

Nu bor vi jo ikke på landet, men på 4. sal i Københavnstrup, så skovsnegler er til at undgå.  Tror jeg.

Men jeg har en altan. En ganske stor en af slagsen. Og jeg er rigtig glæd for at gå rundt og passe og nusse på mine planter. Det er noget nyt for mig der er opvokset med torntræer, kaktus og andre stikkende ting. Jeg kan godt lide at tingene på min altan er vokset fra frø af. Ikke noget med at synde. Jeg har to, efterhånden store, jordbærplanter der giver en god høst. Jeg har to forskellige clematis planter der er hærlige store nu, masser af busker og blomster som jeg ikke kender navn på. Og et lille æbletræ - ja, ja, hvorfor ikke. Jeg vender tilbage til æbletræet om lidt.

Folk har rost min altan - den er frødige, overhovedet ikke borgelig (altså de altaner hvor planter er holdt indenfor den samme farvetone!) og ligner på steder en mini jungle. Jeg elsker den. Jeg er stolt af den. 

Og så her til aften kom jeg pludselig TIL AT RØRE PÅ EN LARVE i mit æbletræ, og med det samme er larverne føjet til listen af danske kryb jeg overhovedet ikke kan have med at gøre. AAAAARRRRRGGGGGHHHHH. Jeg rørte den med min bare hånd. Jeg skreg så hele nabolaget kunne høre det. Jeg har vasket min hånd 17 million gang allerede, men jeg væmmes stadigvæk ved tanken.

Krybet havde jo klædt sig ud som en lille gren. Vil I se den? Pas nu på, den kan godt være farlige:

Grin bare! Jeg ved det. Man kan ikke have en mini jungle uden kryb. Selv ikke på 4. sal. Selvfølgelig er den ikke smukke! Den har jo klamufleret sig med onde intentioner. Nu bliver jeg nødt til at investere i store tykke arbejdshansker. Helst af læder. Og i aften vil jeg nok have mareridt om hvordan de der skovsnegler kryber om til 4. sal. Ja, ja, grin du bare. Næste gang du kommer til Afrika kan du så prøve at opdage en slange under din seng!

Olivia og jeg er ved at gå ned ad den spirale jerntrappe der udgør bagtrappen på ejendommen. Hun spørger intereseret til hvordan den kan blive oppe når den nu svæve i luften, hvad den er lavet af, om jern er den stærkeste ting i verden, og hvad der vil ske hvis der kom en virkelig tyk mand på vores trappe.....

Jeg forklarer jo på bedste skabsingeniør stil og siger at det er det en ingeniør laver på arbejde, og om hun en dag vil være ingeniør.

Hun tænker sig lidt om: Næh, hvis jeg skal have med trapper at gøre vil jeg hellere være postbud.

Olivia og jeg var ude og handle og hun fik sådan en jordbærmilkshake ting som man kan købe i de fleste supermarkeder.

Det smager vildt godt, mor. Det dufter af jordbær og smager af ... kartoffler!

                Altså, mor, jeg vil have du taler dansk til mig.

                Why?

                Fordi vi bor i  Danmark og her skal vi taler dansk!

Sådan en rabiat lille sprognationalist jeg har mig! Nu er det ikke fordi hun ikke forstår engelsk, ej heller at hun ikke selv kan tale det nå hun vil. Jeg tror mest hun er utålmodig, og hvis hun ikke forstår noget lige med det samme, så bliver hun frustreret. Men det er da lidt skræmende med de meget nationalistiske holdning hun har for tiden. Min datter!

Forleden var vi i Valby Parken og gik forbi en tyrkisk familie med mor, far og to børn. Olivia sagde, meget overrasket, "De taler jo dansk, mor!" Ja, hvad tror du ellers? Måske er det en fase hun går igennem for sådan at sætte ting i boks og strukturere hendes tilværelse lidt bedre. For der er bestemte piger farver og drenge farver; damer har langt hår og mænd har kort hår; mødre laver mad og fadre kører bil. Og det selvom hun samtidig vide at hendes egne mor går mest i blå og sort, har kort hår, kør bil og ikke altid laver mad.

T. spørger hende hvad man så skal tale når man er i Tyskland.

Tysk.

I Spanien?

Spansk.

På månen?

Stilhed. Så siger hun prompt: Der kan man tale hvad man har lyst fordi månen ikke er et land. Far, en rumraket har ild nedenunder. Hvorfor brænder man ikke sine føder når man sidder derinde?

Og så er dagen godt begyndt hos os.

Aaargh, hvordan kan der komme så mange emails efter blot nogle enkelte uge væk? Og hvorfor vil de alle have svar i går, selvom svaret forudsætte at jeg har kontaktet samtlige andre (stadigvæk på ferie) mennesker på cc listen for at høre deres mening først? Jeg tror jeg skrotter det hele.

"Mark as Read - Delete"

Sådan. Så kan de maile igen hvis mit svar var så vigtig, og jeg kan bare lade som om jeg har haft computer problemer.

 Og når vi nu er i "hvorfor" genren: hvorfor er det gode vejr først kommet nu hvor jeg skal sidde indendørs hele dagen?

Suk, hverdagen starter igen i morgen og det var ikke ret meget sommer vi fik der. Men i dag blev udnyttet totalt. Måske vi dog skal investere i en drage der er lidt mere pålidelig en Tigerbutikkens. Man skulle i hvertfald løbe ret meget for at holde denne oppe.

Okay, ikke lige "pjække" da vi tog på arbejde i sidste uge inden feries afslutning for at spare nogle dage til når det gode vejr kom. Og den er så også sandelig kommet.

T og Olivia er taget ned til stranden; jeg skal nusse lidt på min mini jungle ud på altanen, og lidt senere skal vi på skovtur. Mon ikke der også skal findes en is butik? Ismejeriet lige om hjørnet er da ikke afprøvet endnu. Og så en lille grill aften - for 3. dag i træk? Dejlig.

Det er da utroligt hvor tidligt børn er bevist om deres kønsroller. Også meget skræmende hvor gammeldags deres syn er. Olivia har, som bekendt fået nyt tøj i går (fra ham postbuddet!) og selvfølgelig skulle hun havde sin ny nederdel og bluse på i dag. Hun har så kommenteret det til samtlig mennesker hun mødt på vejen til børnehave. Prøv at gætte om bemærkning blev sagt til en dreng eller en pige:

Se hvad jeg har fået. Den er så fin.                                                      (Til en pige)

Synes du ikke jeg har en smuk nederdel på?                                         (Til en dreng)

Se hvordan min nederdel kan danse. Ser jeg ikke fin ud?                        (Til en dreng)

Se hvordan min nederdel kan danse. Det kan din ikke.                              (Til en kvinde)

Jeg tror ikke noglesinde jeg hun har hørt mig spørge noget ligende. Hvor har hun det så fra? Er alle voksne kvinder i hendes børnehave finke? Det tror jeg næppe på. Jeg er blevet mere og mere overbevist om at piger og drenge er forskellige fra naturens hånd, og al vores snak om opvæksts betydning er noget vrøvl.

Postbudet er kommet med en gave til mig, fortæller Olivia sin far i aftes.

Tja, hvem det er der har bestilt og betalt for den, og om tøj nu virkelig kan betragtes som en gave, er en anden sag. Men mor og datter elsker faktisk nå postbudet kommer med gaver. Det er den absolute bedste fordel ved onlineshopping!

Apropro eksistentielle spørgsmål, så er døden også vældig interesant. Hvorfor døde folk? Svaret skal være præcis - ikke bare noget med de bliver syg eller gammel, men hvilken del af deres krop går i stykke. Så morfar, f.eks., død af et hjerteanfald fordi hans hjerte gik i stykke. 

Og ringede mormor så efter en ambulance?

Ja, det gjorde hun, men han var allerede død da de ankom. (Der tænkes lidt over det, for hele meningen med ambulancen er at den skal kunne køre hurtig nok for lige netop at når frem til tiden.) 

Ambulancen var forsinket fordi det er så meget traffik i København. (Ja, morfar død jo i langbortistan, men point taken.)  

Der skal også forklares hvor morfar er nu, hvad han laver der, om han spiser, hvordan han kom der, hvorfor i alverden ville han brandes - gjorde det ikke ondt? - hvorfor andre folk vil begraves, hvordan man kan vide hvad døde mennesker vil have, og (last but not least) hvad hedder alle de døde mennesker.

Forleden dag spiste vi vores madpakker på den grønne areal bagved kirkegården i Jelling. Og vi gik så tur rundt om i kirkegården bagefter hvor der skulle læses navn på samtlige gravsten. Og med tårer i øjnene står Olivia der og siger, "Ej, hvor er det synd der er så mange døde mennesker i verden."